Om Ulkløbben

Hvem er vi?


Vi er en lille ølklub startet i 2005. Du kan møde os her på Ulklløbben.dk

-og på Facebook

-og på vores blog


Vi er vilde med god øl.

Vi har hver især vore kæpheste og vi er heldigvis ikke altid enige om det øl vi smager.

MEN vi vil så gerne lære noget mere om øl og vi tror på at den rigtige måde at lære mere er at drikke mere og smage mere...


...MEGET mere.

Hvordan startede det?


Vi mødtes 7-8 drenge i 2005 for at starte en ølklub. Stedet var Vanløse hos Morten.

Morten og Jesper stod for noget god mættende chili con carne og godt med det stærke, porter og chokolade. Hver deltager havde medbragt noget øl til deling. Efter få timer var vi alle ved at falde i søvn af træthed.  Mættet af den gode, kraftige og stærke mad  samt det stærke øl - holdt vi ikke længe.

Vi var ikke egentligt fulde, men bare mætte...


Vi var bare enige om, at det skulle prøves igen. Og så blev vi til en Ølklub.

Gad vide om vi ikke er en af de ældste fungerende øklubber i landet?

Hvad laver vi?


Vi har medlemsmøder ca. 4 gange om året.

Så mødes vi på skift hos hinanden. Vi får noget dejlig mad. Nogen gange med øl i maden, men altid med øl TIL maden.

Så smager vi en masse øl. Gerne i temaer - ofte også blindt.

-og så kloger vi os på øllet og diskuterer og bliver klogere og klogere.

Nogen gange bliver vi så kloge, at vi lige må hvile os lidt og tage lur ved bordet. For det er hårdt at lære så meget nyt!

Hvorfor hedder vi sådan noget mærkeligt noget?


Vi diskuterede længe, hvad vi skulle hedde. Til at starte med sagde vi bare Ølklubben, men tænkte ikke på det som det rigtige navn.

Til et medlemsmøde diskuterede vi igen navnet og blev enige om, at vi bare skulle hed Ølklubben.

Referenten opsummerede inden han noterede og den berømte sætning fra ham var:


"Så hedder vi Ulkløbben, så er det afbestemt..."


Da vi fik vejret igen, var det klart. Vi måtte hedde Ulkløbben.

Hvor meget har vi smagt?


Det ved vi ikke. Vi har ikke liste fra alle arrangementer, men vi har mødtes cirka 100 gange og vi smager vel 10-25 forskellige øl hver gang, så alt i alt er vi over 1000 forskellige øl

- Det er jo også en sjat...!

Du kan se listen her.

Hvad koster den dyreste øl, vi har smagt?

Der har været nogle dyre øl imellem. Brewdogs, Tactical Nuclear Penguin var på et tidspunkt med 432,-  kr. klart dyrest.

Billedet ovenfor er af 3Fonteinen, Framboos, som vi smagte i Ølbutikke. Den kan jo ikke rigtigt købes mere, men prisen på auktioner er vel i nærheden af 1000,- kr.

Begge er i øvrigt meget store oplevelser.

Hvem i Ulkløbben danser egentlig bedst?


Det bli'r vi spurgt om temmelig ofte. Nedenstående video giver jo nok et hint.

Hvem i Ulkløbben rocker egentlig bedst?


Det bli'r vi spurgt om temmelig ofte. Nedenstående video giver jo nok et hint.

Hvordan foregår et medlemsmøde?

Det er jo faktisk op til ham, der arrangerer men der er jo nogle fælles træk.

Ofte starter vi med en lorteøl og gerne på dåse. Nogen kalder det referenceøl, så vi er kalibreret ordentligt. Det er en skidt tradition for de mest snobbede af os, men viden om det gode øl, der nok skal følge, holder os oppe.

Så arrangereres der smagninger i flights af to-tre øl af gangen og på et tidspunkt spiser vi også noget mad. Af og til med øl i, men altid med øl til. Nogen har fået au pair til at tilberede og servere, mens andre klarer det selv.

Til alle øl giver vi en karakter fra et til ti. På den måde kan vi afgøre, hvem der har serveret årets bedste eller årets værste øl - men det gør vi selvfølgelig ikke:-)

I løbet af et medlemsmøde får vi også diskuteret, hvornår vi skal tage på en ølrejse. Vi ender altid med at blive enige om, at vi snart skal afsted - og så starter vi forfra næste gang. Der er måske et forbedringspotentiale?

Senere tager vi gerne en dans eller hviler os lidt på sofaen alt efter temperament - og indtag.